Da Loa kom til verden – del 2

17820968_209186652898111_1882685655_n

Et billede af en helt ny lille Loa, sammenlignet med et billede af en helt ny Ibi for 2,5 år siden. Vi laver tilsyneladende helt identiske babyer! 

Læs del 1 her…

Da kl. var omkring 07.00, d. 3 april, fik jeg en mindre ve-storm – det var ikke fordi de var helt vildt kraftige eller smertefulde, men de kom nonstop lige efter hinanden. Jeg begyndte at hundse lidt med Rasmus, og ville gerne afsted NU! Jeg SMS’ede med min mor som skulle være med til fødslen og vi aftale at mødes med hende derude. Vi kom ind og jeg fik en ve-måler på maven, og skulle samtidig trykke på en lille knap, hver gang jeg kunne mærke hende. De 20 min jeg lå med ve-måleren føltes som en evighed – den pressede på maven, for jordmoderen der havde sat den på havde sat den virkelig dårligt. Jeg var lidt ærgelig over jordmoderen, da jeg troede det var hende jeg skulle have. Men så gik hun og sagde at de lige var ved at forberede en fødselsstue til mig. Jeg spurgte om jeg kunne få noget mad, for jeg var helt vildt sulten. Vi fik serveret noget ristet toastbrød og æblejuice, og imens jeg lå i en lidt mystisk stilling, med hovedet nedad og spiste toastbrød, og midt i det hele fik en ve, kom en ny jordmoder ind. Det viste sig så at det var hende der skulle være med til min fødsel – hvis jeg fødte inden hendes vagt sluttede kl. 15.00. Hun kom ind og sagde: “Hej Nanna, vi skal holde fødselsdag i dag!”
Hun fortalte at hun egentlig havde fået af vide at hun skulle sætte mig igang med ve-drop. Men hun synes at vi skulle prøve at se om vi kunne få min krop igang med veerne selv, uden medicin og uden smertelindring, da jeg både var ung og 2. gangs fødende. Hun foreslog derfor, at vi skulle forsøge med noget massage/zoneterapi og akupunktur.
Vi kom ind på en fødestue og jeg (mener jeg nok), fik ve-måler på igen.
Det er her jeg får svært ved at huske præcist hvad der så sker, og i hvilken rækkefølge! Men jeg vil forsøge at gengive det så sandfærdigt som min hukommelse tillader, haha!

Jordmoderen og min mor begyndte på massagen – min mor hjalp til så de kunne tage et ben hver. De masserede nogle punkter på mine ben og fødder – det gjorde virkelig nas, men det lod til at virke og der kom gang i veerne. Jeg måtte ofte bede dem om at holde en pause fordi jeg fik en ve, og ikke kunne koncentrere mig om ve-smerten og smerten fra massagen samtidig. Rasmus sidder stadig mest på sidelinjen og jeg kunne godt lide at han bare var der, men at det var min mor der agerede fødselshjælper.
Jeg havde svært ved at slappe ordentlig af, men min jordmoder var så god til at guide mig igennem veer og generelle smerter, mht. vejrtrækning og at jeg skulle slappe af i én kropsdel af gangen. Jeg havde på ingen måde øvet vejrtrækning eller forberedt mig på noget i den retning, men hun hjalp mig hurtigt til at have mere kontrol over min krop, og det var virkelig rart! Efter noget tid med massage, ville jordmoderen gerne have mig op af sengen og ud at gå lidt, eller alternativt sidde på en yogabold. Jeg kom op at stå, men kunne ikke holde noget ud, og satte mig i stedet på bolden. Jeg kunne hoppe mig lidt igennem en ve og det hjalp faktisk lidt på smerten! Jeg foretrak dog alligevel at ligge på maven (underligt nok), ind over sengen når jeg fik en ve.
Min jordmoder ville nu gerne have at jeg skulle have akupunktur og jeg fik sat nåle i tæerne og knæhaserne imens jeg sad på bolden. Indtil nu havde jeg haft rimelig god kontrol over min krop og klaret det hele meget godt. Men pludselig fik jeg en totalt hedetur og kunne SLET ikke være i min krop. Jeg sad bare der på bolden, med nåle over det hele og ville bare gerne ligge ned og slappe af. Jeg følte at jeg fik feber og havde kvalme, og kunne ikke længere holde tårerne tilbage, så jeg måtte lige tude lidt. Men kort efter forsvandt hedeturen og jeg tog mig lidt sammen igen. Veerne tog til og jeg kom tilbage op i sengen. Jeg havde brug for at få af vide hvor meget jeg var åben og vi besluttede at vi skulle tjekke kl. 13 (kl. var på nuværende tidspunkt 11.00).
Jeg lå et stykke tid med mine veer og kan ikke huske så meget lige her. Indtil at jeg pludselig kan mærke at jeg skal presse! Jeg siger det til jordmoderen og hun tjekker hvor åben jeg er. Jeg regnede med at hun ville sige en 8-9 cm, for jeg følte at jeg var klar til at presse hende ud om to minutter! Hun tjekkede og sagde at jeg kun var 5 (!!!) cm åben! Jeg fik halvråbt noget i retning af “Kun 5?! Jeg skal presse nu!”, og fik af vide at jeg skulle gispe. Jordmoderen kørte ryglænet på sengen helt op så den næsten stod i en 90 graders vinkel og ville have at jeg skulle op og stå på knæene, så vi kunne udnytte tyngdekraften til at jeg åbnede mig det sidste. Det er meget muligt det skulle hjælpe med udvidelsen, men det gjorde også bare at det var endnu sværere ikke at presse når jeg fik en ve.
Her fik jeg virkelig brug for Rasmus og han kom op og gispede med mig, og tog over for min mor, der vist efterhånden havde lidt smadrede skuldre efter at jeg havde hængt på hende i mine veer, hehe. Jeg måtte gispe helt åndssvagt meget for at holde pressefølelsen tilbage, men det syrede var at jeg følte at jeg havde ret meget kontrol over hvornår det var ok at give efter for presseveerne. Jeg kunne på en eller anden måde fornemme hvornår jeg blev nødt til at gispe, og hvornår det var ok at presse, selvom jeg ikke var åben nok. Det var på en måde forskel, og i de knap så stærke veer gav jeg efter og lod min krop presse. Det virkede tilsyneladende og på 50 minutter fik jeg åbnet mig de sidste 5 cm.
Da jeg endelig var helt åben, sagde min jordmoder at jeg virkelig skulle prøve ikke at presse når jeg havde en presse ve – mine veer var så kraftige at jeg skulle lade dem klare arbejdet alene for ikke bare at ‘sprøjte baby ud’. Da jeg endelig begyndte at presse hende ud, var hun ude efter 3-4 meget avs presseveer, kl. 12.50! Jeg fødte på siden og kom om at ligge på ryggen og fik hende op på maven. Jeg kan huske at jeg faktisk ikke orkede at hun kom op på min mave. Da jeg fødte Ibi, fødte jeg på alle fire, så dengang fik Rasmus hende over først, og det var rigtig rart, så man lige kunne puste ud inden hun kom over.
Men jeg fik hende op, den lille klistrede ting af en baby, og hun sagde ikke meget! Hun knirkede lidt, men der kom ingen gråd. Det var som om det ikke var gået op for hende at hun var kommet ud. Der blev tilkaldt en børnelæge, da de var lidt usikre på om hendes lunger klappede ordentligt ud (tror jeg nok). Hun fik en maske på med luft for at stimulere lungerne og efter lid tid gik det lidt bedre. Hun var bare en meget lydløs lille baby.  De ville give hende en smule modermælkserstatning fordi hendes blodsukker faldt, men hun imens de lavede det, var hun kommet over til mig og havde selv taget for sig af retterne, hehe.

Det var dog som om det stadig ikke helt var gået op for mig selv at jeg havde født, og jeg havde svært ved at føle noget som helst. Det hele var så overvældene at jeg på en eller anden måde bare lukkede lidt af. Rasmus og min mor tudede, og jeg lå der! Men altså, jeg havde også to jordmødre der stod nede mellem benene på mig og baksede med min mave fordi moderkagen ikke ville slippe. De trykkede hårdt på min mave og det var enormt smertefuldt! Efter noget tid begyndte de at snakke om at jeg skulle have alt muligt op og evt. ned at sidde på en stol og alt muligt der bare lød super ufedt, fordi den ikke ville komme ud. Men heldigvis fik jeg pludselig en sidste presse ve og jeg skyndte mig at udnytte den til at presse den skide moderkage ud!

Selvom jeg lige skulle vænne mig til at hun nu var der og synes det hele var lidt mærkeligt, så kunne jeg ikke have ønsket en bedre fødsel. Jeg fik den sødeste, dygtigste jordmoder som var en kæmpe hjælp sammen med min mor og Rasmus. Jeg fødte før tid (men stadig 37+0, til tiden), af mig selv, uden medicin og uden smertelindring og jeg blev ikke (!!!) syet! Det var alle de ting jeg havde ønsket mig omkring min fødsel, så jeg var simpelthen så glad og lettet over hele forløbet.

Og det kan godt være jeg lige var tom for følelser med det her lille nye menneske, man slet ikke kender. Men da Ibi kom ind på stuen, helt betuttet og stille og nysgerrigt kom over for at møde sin nye lillesøster, så tudede jeg! Som i, jeg hulkede og kunne dårligt stoppe igen. For mig var det en vildere følelse at hun skulle møde sin lillesøster, end at jeg skulle føde hende. Og følelserne til lillesøster er bare kommet langsomt snigende denne gang, men jeg er efterhånden der hvor jeg synes hun er ligeså dejlig som jeg synes Ibi var lige da hun kom ud. Der er så meget, der bare er anderledes anden gang. Men jeg ved det er helt naturligt at føle sådan, og bare rolig hvis i frygter at man ikke føler noget med det samme, lige når man får sin baby. Det skal nok komme! I hvert fald når man har duftet nok til den der lækre baby duft, så bliver man helt forelsket. Og nu er vi en lille familie på 4 styks, og jeg kunne ikke ønske mig noget bedre ❤

One thought on “Da Loa kom til verden – del 2

  1. Tillykke med jeres fine Loa. Det lyder virkelig som en god fødsel! Jeg har flere veninder fra hovedstanden, der har haft elendige oplevelser med manglede hjælp fra jordemødre etc. Grundet det massiv pres der nu engang er på nogle hospitaler. Jeg regner selv med, at skulle føde engang på Næstved Sygehus. Hvordan er dine erfaringer derfra? Glæder mig til, at følge jer og nu er der jo ikke længe til, at I skal flytte. Det bliver spændende!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s