Da Loa kom til verden – del 2

17820968_209186652898111_1882685655_n

Et billede af en helt ny lille Loa, sammenlignet med et billede af en helt ny Ibi for 2,5 år siden. Vi laver tilsyneladende helt identiske babyer! 

Læs del 1 her…

Da kl. var omkring 07.00, d. 3 april, fik jeg en mindre ve-storm – det var ikke fordi de var helt vildt kraftige eller smertefulde, men de kom nonstop lige efter hinanden. Jeg begyndte at hundse lidt med Rasmus, og ville gerne afsted NU! Jeg SMS’ede med min mor som skulle være med til fødslen og vi aftale at mødes med hende derude. Vi kom ind og jeg fik en ve-måler på maven, og skulle samtidig trykke på en lille knap, hver gang jeg kunne mærke hende. De 20 min jeg lå med ve-måleren føltes som en evighed – den pressede på maven, for jordmoderen der havde sat den på havde sat den virkelig dårligt. Jeg var lidt ærgelig over jordmoderen, da jeg troede det var hende jeg skulle have. Men så gik hun og sagde at de lige var ved at forberede en fødselsstue til mig. Jeg spurgte om jeg kunne få noget mad, for jeg var helt vildt sulten. Vi fik serveret noget ristet toastbrød og æblejuice, og imens jeg lå i en lidt mystisk stilling, med hovedet nedad og spiste toastbrød, og midt i det hele fik en ve, kom en ny jordmoder ind. Det viste sig så at det var hende der skulle være med til min fødsel – hvis jeg fødte inden hendes vagt sluttede kl. 15.00. Hun kom ind og sagde: “Hej Nanna, vi skal holde fødselsdag i dag!”
Hun fortalte at hun egentlig havde fået af vide at hun skulle sætte mig igang med ve-drop. Men hun synes at vi skulle prøve at se om vi kunne få min krop igang med veerne selv, uden medicin og uden smertelindring, da jeg både var ung og 2. gangs fødende. Hun foreslog derfor, at vi skulle forsøge med noget massage/zoneterapi og akupunktur.
Vi kom ind på en fødestue og jeg (mener jeg nok), fik ve-måler på igen.
Det er her jeg får svært ved at huske præcist hvad der så sker, og i hvilken rækkefølge! Men jeg vil forsøge at gengive det så sandfærdigt som min hukommelse tillader, haha!

Jordmoderen og min mor begyndte på massagen – min mor hjalp til så de kunne tage et ben hver. De masserede nogle punkter på mine ben og fødder – det gjorde virkelig nas, men det lod til at virke og der kom gang i veerne. Jeg måtte ofte bede dem om at holde en pause fordi jeg fik en ve, og ikke kunne koncentrere mig om ve-smerten og smerten fra massagen samtidig. Rasmus sidder stadig mest på sidelinjen og jeg kunne godt lide at han bare var der, men at det var min mor der agerede fødselshjælper.
Jeg havde svært ved at slappe ordentlig af, men min jordmoder var så god til at guide mig igennem veer og generelle smerter, mht. vejrtrækning og at jeg skulle slappe af i én kropsdel af gangen. Jeg havde på ingen måde øvet vejrtrækning eller forberedt mig på noget i den retning, men hun hjalp mig hurtigt til at have mere kontrol over min krop, og det var virkelig rart! Efter noget tid med massage, ville jordmoderen gerne have mig op af sengen og ud at gå lidt, eller alternativt sidde på en yogabold. Jeg kom op at stå, men kunne ikke holde noget ud, og satte mig i stedet på bolden. Jeg kunne hoppe mig lidt igennem en ve og det hjalp faktisk lidt på smerten! Jeg foretrak dog alligevel at ligge på maven (underligt nok), ind over sengen når jeg fik en ve.
Min jordmoder ville nu gerne have at jeg skulle have akupunktur og jeg fik sat nåle i tæerne og knæhaserne imens jeg sad på bolden. Indtil nu havde jeg haft rimelig god kontrol over min krop og klaret det hele meget godt. Men pludselig fik jeg en totalt hedetur og kunne SLET ikke være i min krop. Jeg sad bare der på bolden, med nåle over det hele og ville bare gerne ligge ned og slappe af. Jeg følte at jeg fik feber og havde kvalme, og kunne ikke længere holde tårerne tilbage, så jeg måtte lige tude lidt. Men kort efter forsvandt hedeturen og jeg tog mig lidt sammen igen. Veerne tog til og jeg kom tilbage op i sengen. Jeg havde brug for at få af vide hvor meget jeg var åben og vi besluttede at vi skulle tjekke kl. 13 (kl. var på nuværende tidspunkt 11.00).
Jeg lå et stykke tid med mine veer og kan ikke huske så meget lige her. Indtil at jeg pludselig kan mærke at jeg skal presse! Jeg siger det til jordmoderen og hun tjekker hvor åben jeg er. Jeg regnede med at hun ville sige en 8-9 cm, for jeg følte at jeg var klar til at presse hende ud om to minutter! Hun tjekkede og sagde at jeg kun var 5 (!!!) cm åben! Jeg fik halvråbt noget i retning af “Kun 5?! Jeg skal presse nu!”, og fik af vide at jeg skulle gispe. Jordmoderen kørte ryglænet på sengen helt op så den næsten stod i en 90 graders vinkel og ville have at jeg skulle op og stå på knæene, så vi kunne udnytte tyngdekraften til at jeg åbnede mig det sidste. Det er meget muligt det skulle hjælpe med udvidelsen, men det gjorde også bare at det var endnu sværere ikke at presse når jeg fik en ve.
Her fik jeg virkelig brug for Rasmus og han kom op og gispede med mig, og tog over for min mor, der vist efterhånden havde lidt smadrede skuldre efter at jeg havde hængt på hende i mine veer, hehe. Jeg måtte gispe helt åndssvagt meget for at holde pressefølelsen tilbage, men det syrede var at jeg følte at jeg havde ret meget kontrol over hvornår det var ok at give efter for presseveerne. Jeg kunne på en eller anden måde fornemme hvornår jeg blev nødt til at gispe, og hvornår det var ok at presse, selvom jeg ikke var åben nok. Det var på en måde forskel, og i de knap så stærke veer gav jeg efter og lod min krop presse. Det virkede tilsyneladende og på 50 minutter fik jeg åbnet mig de sidste 5 cm.
Da jeg endelig var helt åben, sagde min jordmoder at jeg virkelig skulle prøve ikke at presse når jeg havde en presse ve – mine veer var så kraftige at jeg skulle lade dem klare arbejdet alene for ikke bare at ‘sprøjte baby ud’. Da jeg endelig begyndte at presse hende ud, var hun ude efter 3-4 meget avs presseveer, kl. 12.50! Jeg fødte på siden og kom om at ligge på ryggen og fik hende op på maven. Jeg kan huske at jeg faktisk ikke orkede at hun kom op på min mave. Da jeg fødte Ibi, fødte jeg på alle fire, så dengang fik Rasmus hende over først, og det var rigtig rart, så man lige kunne puste ud inden hun kom over.
Men jeg fik hende op, den lille klistrede ting af en baby, og hun sagde ikke meget! Hun knirkede lidt, men der kom ingen gråd. Det var som om det ikke var gået op for hende at hun var kommet ud. Der blev tilkaldt en børnelæge, da de var lidt usikre på om hendes lunger klappede ordentligt ud (tror jeg nok). Hun fik en maske på med luft for at stimulere lungerne og efter lid tid gik det lidt bedre. Hun var bare en meget lydløs lille baby.  De ville give hende en smule modermælkserstatning fordi hendes blodsukker faldt, men hun imens de lavede det, var hun kommet over til mig og havde selv taget for sig af retterne, hehe.

Det var dog som om det stadig ikke helt var gået op for mig selv at jeg havde født, og jeg havde svært ved at føle noget som helst. Det hele var så overvældene at jeg på en eller anden måde bare lukkede lidt af. Rasmus og min mor tudede, og jeg lå der! Men altså, jeg havde også to jordmødre der stod nede mellem benene på mig og baksede med min mave fordi moderkagen ikke ville slippe. De trykkede hårdt på min mave og det var enormt smertefuldt! Efter noget tid begyndte de at snakke om at jeg skulle have alt muligt op og evt. ned at sidde på en stol og alt muligt der bare lød super ufedt, fordi den ikke ville komme ud. Men heldigvis fik jeg pludselig en sidste presse ve og jeg skyndte mig at udnytte den til at presse den skide moderkage ud!

Selvom jeg lige skulle vænne mig til at hun nu var der og synes det hele var lidt mærkeligt, så kunne jeg ikke have ønsket en bedre fødsel. Jeg fik den sødeste, dygtigste jordmoder som var en kæmpe hjælp sammen med min mor og Rasmus. Jeg fødte før tid (men stadig 37+0, til tiden), af mig selv, uden medicin og uden smertelindring og jeg blev ikke (!!!) syet! Det var alle de ting jeg havde ønsket mig omkring min fødsel, så jeg var simpelthen så glad og lettet over hele forløbet.

Og det kan godt være jeg lige var tom for følelser med det her lille nye menneske, man slet ikke kender. Men da Ibi kom ind på stuen, helt betuttet og stille og nysgerrigt kom over for at møde sin nye lillesøster, så tudede jeg! Som i, jeg hulkede og kunne dårligt stoppe igen. For mig var det en vildere følelse at hun skulle møde sin lillesøster, end at jeg skulle føde hende. Og følelserne til lillesøster er bare kommet langsomt snigende denne gang, men jeg er efterhånden der hvor jeg synes hun er ligeså dejlig som jeg synes Ibi var lige da hun kom ud. Der er så meget, der bare er anderledes anden gang. Men jeg ved det er helt naturligt at føle sådan, og bare rolig hvis i frygter at man ikke føler noget med det samme, lige når man får sin baby. Det skal nok komme! I hvert fald når man har duftet nok til den der lækre baby duft, så bliver man helt forelsket. Og nu er vi en lille familie på 4 styks, og jeg kunne ikke ønske mig noget bedre ❤

Da Loa kom til verden – del 1

fullsizeoutput_397a

Efter at jeg gik 4 dage over tid med Ibi for 2,5 år siden, havde jeg ikke regnet med at jeg denne gang, kun lige akkurat ville føde til tiden i uge 37+0! Men vores lille Loa ville altså ud og se verdenen og ud kom hun – i en virkelig drømmefødsel! Jeg kunne ikke have ønsket mig nogen bedre fødsel. Så her får i en lille fødselsberetning (i 2 dele, da det ellers ville blive lidt af en roman!)…

D. 2 april 2017, havde jeg en aftale med min veninde Lærke. Hun skulle komme og hente mig kl. 10 og så tog vi hjem til hende. Rasmus havde travlt med at få mig ud af sengen om morgenen, og jeg undrede mig over hvorfor han hundsede sådan med mig, samtidig med at han farede rundt og ryddede op! Men mere tænkte jeg heller ikke over det og jeg tog hjem til Lærke. Vi snakkede og hyggede og pludselig ville hun vække sin datter som sov i barnevognen, fordi de havde en aftale med Lærkes mor. Det undrede jeg mig også over, og tænkte at hendes mor da sagtens ville kunne forstå at hun lige skulle sove luren færdig!
Nå men Lærke skulle så køre mig hjem igen og vi kom ud af døren. Hun var af en eller anden årsag lige pludselig meget interesseret i, at komme med op i lejligheden for at se Rasmus’ edderkopper og havde spurgt vildt meget ind til dem, haha! Jeg fandt så ud af hvorfor alle havde været sådan lidt underlige, for da vi trådte ind i lejligheden havde mine søde veninder og familie arrangeret surprise babyshower for mig! Jeg havde virkelig ikke set det komme og blev meget overrasket! Desværre er jeg ikke så god til situationer der er sådan lidt spontane eller uforudsete, og jeg ender altid med at sige/gøre et eller andet akavet. Ligesom da Rasmus friede til mig og jeg kom til at sige “Neeeej”! Denne gang fik jeg fremstammet et, “Hvad fanden laver i?” til mine søde gæster der stod der med lyserøde flag og alt muligt, haha!
Vi jokede med at de måske havde chokeret mig så meget, at jeg spontant ville gå i fødsel! Og det kan man godt sige at jeg gjorde. For lidt senere, 20 min efter de fleste var taget hjem (min svigermor og svigerinde, og to af mine veninder var her stadig), så gik vandet (kl. 14.30 ca.)!
Jeg vidste det ikke til at starte med – jeg sad i sofaen med Ibi som var meget træt, og troede faktisk først, at jeg havde tisset lidt i bukserne. Så jeg løb bare ud på toilettet og fik ordnet det og gik ind igen og satte mig. Men 5 min senere skete det igen, men det var en noget mere ‘plask’-agtig følelse og der var meget! Jeg løb ud på toilettet igen og råbte: “Jeg tror vandet er gået!”. Og så stod jeg ellers derude på toilettet imens vandet rendte ud af mig og jeg måtte skifte bind hele tiden. Jeg endte med at bruge alle Rasmus’ bokseshorts og han var ikke meget for at jeg tog dem allesammen haha! Det var ikke længere så meget tvivl, det var vandet der var gået! Til sidst gav jeg op og satte mig på en skammel med huller i inde i stuen og dryppede ned på et håndklæde! Vi fik ringet til fødegangen, og da jeg ikke havde nogen tegn på veer overhovedet, fik vi af vide at vi skulle komme til tjek derude kl. 17.00. Vi begyndte så småt at forberede os lidt, fik pakket pusletasken færdigt osv. Eftersom at vandet var gået, vidste vi at jeg jo så helst skulle have født inden 24 timer, så alt skulle lige hurtigt ordnes færdigt. Jeg gik en lille smule i panik over at der stadig var en del vi manglede til baby, f.eks. en autostol! Men selve det at jeg var gået i fødsel tog vi ret stille og roligt. Det er som om det bare er noget helt andet anden gang. Man ved ligesom hvad der skal ske og vi tog det noget mere afslappet. Og så startede det også lidt mere roligt denne gang – med Ibi tog veerne meget hurtigt til fra jeg fik den første, og denne gang havde jeg slet ikke fået veer endnu!
Kl. 17.00 kørte Rasmus og jeg ud på sygehuset. Mine veninder og svigerfamilie blev i lejligheden, til vi kom tilbage. Da vi kom derud blev jeg undersøgt og var 2 cm åben. Vi aftalte at vi skulle komme igen dagen efter kl. 08.00, og hvis veerne ikke var gået igang af sig selv skulle jeg sættes igang. Vi tog hjem og fik spist noget mad allesammen og min svigermor tog Ibi med hjem til overnatning. Senere forsøgte Rasmus, mine to veninder og jeg at gå en tur. Jeg havde jo stadig mange smerter pga. bækkenløsning, og kunne også mærke på min krop at der var ved at ske noget, så selvom vi kun gik op for enden af vejen og hjem igen, tog det rimelig lang tid, fordi jeg gik enormt langsomt. Da vi kom tilbage til lejligheden, tog mine veninder hjem, og Rasmus og jeg gik i seng. Jeg sov ikke særlig meget den nat, jeg havde små veer og var urolig i kroppen, og vågnede hele tiden…

Du ved at du er højgravid…

IMG_7581

En ting er når man ved man er gravid, fordi man spiser meget mystiske ting, eller spontant begynder at tude til en reklame der i øvrigt slet ikke var sørgelig. Men når man så bliver højgravid, ja så er det straks værre! Og prøv så lige at lægge en god omgang hormoner og kort lunte oveni de følgende punkter, så er det ved at være rigtig festligt! Jeg har i hvert fald erfaret at jeg er højgravid når…

Når du ikke længere kan strække dig ordentligt, uden at det udløser en plukkeve eller massiv kramper i læggene!

Når folk prøver at pakke det pænt ind, at du er blevet lidt rund andre steder end på maven, med sætninger som: “Du ser lidt hævet ud”, eller “Har du ikke fået lidt meget vand i kroppen?”… nej egentlig ikke, jeg har faktisk bare taget 20 kilo på.

Når ingen længere stiller spørgsmålstegn ved, at du som den eneste i selskabet spiser fem kager i stedet for én (og når du i øvrigt heller ikke længere har dårlig samvittighed over at have spist så mange kager, at der ikke er nok til at resten kan få bare én hver…).

Når du på ingen måde kan gøre noget lydløst længere, da alle bevægelser du laver medfølger et prust eller et mindre støn.

Når du ikke længere kan gå udenom nogen eller noget, uden at ramme dem eller det, med enten mås eller mave!

Når du har skiftet dine trusser ud med kærestens bokseshorts, og kun går i behagligt tøj, uanset hvor fucked up en kombination af farver og prints du har på. Og i øvrigt er bedøvende ligeglad med om folk glor på dig i Netto fordi det ligner du har klædt dig ud.

Når du ikke længere står op om morgenen, men bare ruller ud over kanten…

Når du taber noget på gulvet og lige overvejer om det er meget nødvendigt at samle det op.

Når du overvejer om du bare skal blive siddende på toilettet fordi du ved du skal derud igen om 5-7 minutter.

Når du ikke har barberet din halli-hallo i et par uger, fordi du simpelthen har glemt at den stadig er der.

Når du efterhånden har spist så mange alminox’er og har vænnet dig så meget til dem, at de ikke længere er væmmelige at tygge på, men næsten er lidt lækre!

Når man vågner om morgenen og glæder sig til at tage en lur!

Når man en sjælden gang imellem har sovet en hel nat uden at skulle op at tisse, og derfor nærmest må kravle ud på toilettet når man vågner om morgenen, fordi ens 100 ml blære nu indeholder, hvad der føles som seks liter væske!

Når man er ude i offentligheden og snørebåndene på ens sko er gået op, og man overvejer hvor længe der er til at man alligevel skulle have skoene af – er det helt seriøst besværet værd at forsøge at binde dem?!

Når man efterhånden kun laver mad på de to inderste blus på komfuret fordi man brænder maven hvis man bruger de to yderste!

Når man er hos jordmoderen og tisser på sin hånd i stedet for ned i koppen, da det er fuldstændig umuligt at se hvad fanden der foregår syd for navlen!

Barnevogn og navn er endelig på plads!

fullsizeoutput_3915

1 // 2 // 3 // 4 // 5 // 6 // 7 // 8 // 9 // 10

Vi har i dag hentet vores nye barnevogn, så nu er det også på plads, og det er altså en af de ting der føles rigtig rart at få styr på! Vi endte med at vælge Trailz fra Stokke, pga. at den var kompakt og super nem at navigere med. Vi har en lille bil, hvor der skulle kunne være i og så skulle den være nemmere end den gamle vi havde, at gå med. Til Ibi havde vi en stor klodset én fra emmaljunga, uden drejehjul og jeg misundede virkelig dem jeg kendte, der havde vogne med drejehjul, så det var et must denne gang!

Vi er også nået dertil hvor vi endelig har fundet et navn! Vi vil dog, som så mange andre ikke nævne der før hun er her – i tilfælde af at det så alligvel ikke bliver det. Men i kan få de andre navne der har været oppe og vende og så må i ellers vente i spænding! 😉
Navne der kom på en delt anden plads: Leah, Cirkeline, Vips, Vipse, Silke, Anna, Phoebe.

Om at hade at være gravid

IMG_7374

Der er snart under en måned til min terminsdato og jeg ville derfor lave et lille skriv om den (eller de) der graviditet(er). For hvor ser det bare hyggeligt og rosenrødt ud når folk er gravide. Det er hyggeligt med maven og det lille myr hvis udvikling man kan følge med i på diverse sites på nettet, uge for uge. Og det er hyggeligt at købe babytøj osv.

Men så er det fandme heller ikke sjovere, hvis I spørger mig. Jeg HADER og ja, hader er et stærkt ord, men jeg HADER virkelig at være gravid. For det er slet ikke sjovt, i hvert fald ikke for mig. Da jeg var gravid med Ibi kastede jeg op og var utilpas de første tre måneder, hver dag. Dog kunne jeg holde det til at jeg kun var dårlig fra jeg stod op, til omkring 12-tiden og kun på rigtigt dårlige dage, havde jeg kvalme hele dagen.
I slutningen af min graviditet døjede jeg en del med smerter i lænden og måtte hvile en del, og derudover styrede hormonerne min dag og påvirkede (sammen med smerterne) mit humør en del. Jeg synes egentlig på det tidspunkt at det i sig selv var hårdt nok og at man da godt nok måtte udsætte sig selv for lidt af hvert med sådan en graviditet. Det var så bare lige indtil denne graviditet. Jeg ville gerne bytte denne graviditet med den sidste, for ved siden af den nu, var det jo nærmest ren badeferie! Denne her graviditet har været intet mindre end ulidelig og jeg har aldrig været så utålmodig og utilpas i hele mit liv (hvilket selvfølgelig kun bliver værre og værre fra nu af…!)
Denne gang havde jeg MEGET kvalme og bare tanken om et æble gav mig brækfornemmelser – i de første fire måneder. Og ikke bare om formiddagen. Faktisk hele døgnet. Jeg kunne intet og sov enormt meget for jeg kastede op hele tiden og var så ekstremt træt, selvfølgelig fordi jeg intet næring fik. Jeg blev ret hurtigt sygemeldt fra mit studie og til sidst endte jeg med at købe sådan nogle virkelig ulækre og meget dyre drikke fra apoteket som dækker et helt måltid. En kvalmestillende pille fra min læge og så sådan en drik, tre gange om dagen, kom til jeg sidst over kvalmeperioden. Det er altså virkelig kedeligt at skulle være så dårlig og kaste så meget op, specielt når man i forvejen er et spinkelt menneske med en meget lille appetit. Jeg vejede kun 47 kilo da jeg blev gravid og skulle jo derfor helst tage på, men jeg tabte mig altså i starten af min graviditet.
Til gengæld da kvalmen så endelig var helt væk, skal jeg love for at jeg fik appetit for noget der ligner fire graviditeter, og har det stadig – haha! Så på trods af den dårlige opstart på madfronten er jeg dog kommet efter det og vejer her i uge 34 hele 65 kilo, så jeg har da alligevel formået at tage 18 kilo på so far hehe.

Men en ulykke kommer sjældent alene, eller hvad man skal sige, og jeg nåede kun lige at have en enkelt okay måned uden kvalme eller andre slemme gener (udover hormonerne der raser alle fulde ni måneder selvfølgelig…!), før det begyndte at gøre ondt i lænden – derefter i hofterne, bækkenet og underlivet. Det gjorde det ikke bedre en dag hvor jeg fik løftet Ibi på en rigtig dum måde som bare gav et mega jag af smerte i min krop. Jeg troede først jeg bare havde overanstrengt mig lidt (der skal jo ikke så skide meget til når man er gravid), og prøvede at hvile det væk. Det blev dog ikke bedre – tværtimod er det kun gået ned af bakke derfra. Jeg var til jordmoderen og fandt ud af at jeg har svær bækkenløsning. Ikke det fedeste skal jeg lige hilse at sige! Der er virkelig ikke noget, der ikke gør ondt. Og når man endelig tror man har en god dag, så ender jeg alligevel med at sidde nærmest invalid i sofaen om aftenen med en varmepude.
Til de af jer der ikke har prøvet at have bækkenløsning kan jeg bedst muligt beskrive hvordan det føles på følgende måde: forestil jer, at i er ulven i Rødhætte og jægeren lige har fjernet bedstemoderen fra maven for at erstatte hende med fem store tunge sten. Forestil jer så at skulle gå rundt med en masse store tunge sten i maven der borer sig ned igennem underlivet og maser imod knoglerne, samtidig med at ens krop låser sig fast. Så når man har siddet på en stol og vil rejse sig sidder ens kropsholdning ligesom fast i sidde stillingen og det er både svært og gør ondt at rejse sig rigtigt op igen. Og ens ben vil også kun gå skridt af maks 15 cm, og fødderne vil næsten slet ikke løfte sig fra jorden. Sådan føles bækkenløsning! Og det er virkelig ingen trøst at gå til jordmoder som siger at man selvfølgelig bare må tage hensyn til sin krop, og at den eneste rigtige kur der er – det er fødslen! Så er der pludselig meget lang vej igen.
Så selvom min termin først hedder 24. april, skal jeg til mit næste jordmoder besøg snakke om en eventuel igangsættelse før tid, så nu må vi jo se.

Jeg vil til gengæld meget gerne høre fra nogle af jer: hvad har i gjort mht. bækkenløsning? Og er der nogle der har erfaring med at blive sat igang før tid? Hvad er jeres oplevelse af en igangsættelse ifht. naturlig fødsel?

Og til sidst, så håber jeg bare for alle derude der har været gravide eller skal have børn en dag, at jeres graviditeter bliver sjovere end mine! Jeg skal i hvert fald ikke have flere, det kan min krop slet ikke holde til – det er virkelig, virkelig heldigt at det er noget så dejligt det der kommer ud af det i sidste ende, selvom den skriger det første lange stykke tid! 🙂

Brugt børnetøj!

IMG_2062

IMG_2075

Med Ibi købte jeg stort set alt hendes tøj brugt, indtil hun kom op i en str. 86 (hvor de bruger tøjet noget længere og slider mere på det, så der begyndte jeg at købe mere nyt). Jeg købte hovedsageligt på brugt-grupper på facebook og rigtig meget i mødrehjælpen. Med lillesøster har jeg dog udvidet min horisont lidt og opdaget hvor mange der laver små shops på instagram med brugt babytøj, og har allerede erhvervet mig en hel del derigennem. Man kan også være lidt mere kræsen med tøjet, da folk på insta ofte sælger det enkeltvis, hvor folk på facebook for det meste sælger f.eks. to bæreposer samlet og så må man selv lige sortere hvad man kan bruge når man har købt. I dag har jeg så modtaget to pakker med en hel masse fint babytøj, og samlet set har jeg brugt omkring 600 kr. inkl fragt. Og der er selvfølgelig meget mere end det i ser på billederne, he he. Må også indrømme at jeg på baby-shoppe-fronten er glad for at have/skulle have to piger. Synes bare babytøj og tilbehør til piger er så meget sødere end det man kan få til drenge. I hvert fald når man som mor bare elsker lyserød, pastelfarver og glimmer he he.